Social- og sundhedsfagene har stor betydning for fremtidens velfærd, især i takt med, at andelen af ældre i Danmark stiger. Det er derfor væsentligt, at unge allerede tidligt får et indblik i, hvordan det er at arbejde med mennesker, faglighed, teknologi og omsorg i ældreplejen.
I starten af ugen deltog elever fra 7. årgang, heriblandt fra Mariager Skole, i et mini-praktikforløb med fokus på social- og sundhedsfagene. Målet var at give de unge et realistisk billede af arbejdet i ældreplejen og være med til at nedbryde fordomme om faget.
Forløbet begyndte med undervisning på SOSU-Nord, hvor eleverne blandt andet arbejdede med kroppens udvikling, etik i arbejdet med mennesker og brugen af teknologiske hjælpemidler i ældreplejen. Her fik de demonstreret, hvordan en lift kan hjælpe ældre borgere i hverdagen.
Dagen efter blev teori omsat til praksis, da eleverne besøgte Plejecenter Fjordvang i Mariager. Her mødte de både medarbejdere og beboere og fik indblik i hverdagen på et plejecenter. Under besøget deltog eleverne i forskellige aktiviteter, herunder gymnastik og lettere plejearbejde, og hyggede sig med beboerne, hvilket gav mulighed for samtaler på tværs af generationer.
Besøget på plejecenteret gav de unge en bedre forståelse for livet som ældre, herunder også mødet med livets afslutning. Mini-praktikken vurderes som en positiv oplevelse for både elever og beboere, hvor samværet bringer glæde og ny energi til hverdagen.
Udover Mariager Skole deltog også Havbakkeskolen og Assens Skole i forløbet. Mini-praktikken er en del af Mariagerfjord Kommunes indsats 'Samspil med Succes', hvor skoler, virksomheder og uddannelsesinstitutioner samarbejder om at give elever indsigt i forskellige job og uddannelsesveje gennem praktiske oplevelser.
Mini-praktikken kan desuden forberede eleverne på deres kommende erhvervspraktik i 8. klasse, og måske inspirere flere unge til at vælge en vej inden for social- og sundhedsfagene senere i livet.
https://www.mariagerfjord.dk/nyheder/2026/7-klasseselever-proever-kraefter-med-sosu-fagene