Markering af udstillingen "Skyggebibliotekets spejl. Bruno Kjær i Kunststagerne" lørdag den 29. maj kl. 11.00.
Efter måneders ventetid er det nu muligt at markere billedkunstneren Bruno Kjærs største udstilling til dato. Det sker ved en sammenkomst i Kunstetagerne Hobro lørdag den 29. maj kl. 11. Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig af hensyn til corona-restriktionerne.
Birgitte Nissen, formand for Mariagerfjord Kunstforening byder velkommen, hvor efter kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro introducerer udstillingen. Efter markeringen afsløres Bruno Kjærs midlertidige, flydende installation Andehæren på Hobro Vesterfjord.
Skyggebibliotekets spejl rummer i hundredvis af enkeltværker, som alle knytter sig til Bruno Kjærs fantasi om fætteren Frank som opdagelsesrejsende. Med malerier, grafik, objekter, skulptur og lydkunst har Bruno Kjær skabt en vildt fabulerende men samtidig stramt styret udstilling, som sætter kunstnerisk form på store begreber som erindring, viden, fantasi og fiktion.
I virkelighedens verden stak Frank til søs som 18-årig og omkom på sin første tur. I fantasiens verden lod den da 13-årige Bruno Kjær Frank fortsætte sin rejse ud i verden og lidt efter lidt antog denne fantasirejse karakter af en opdagelsesrejse. Efter i mange år at have ligget i dvale, dukkede erindringen om Franks død og den fantastiske rejse op i Bruno Kjærs bevidsthed igen, og han har nu, hvor han er i 60’erne, omsat drengefantasien til en myldrende, symbolfyldt udstilling, hvor de samlinger og optegnelser, som virkelighedens opdagelsesrejsende bragte med hjem, mimes i en kunstnerisk kontekst.
Udstillingen er i stil med en række af Bruno Kjærs tidligere udstillinger iscenesat med inventar fra det klassiske bibliotek: Bøger, reoler, kartoteksskabe, læsepulte, anskuelighedstavler mmm.
Biblioteket interesserer Kjær, fordi det på én gang rummer viden og fantasi, i form af fag- og skønlitteratur, som problemfrit formidles side om side. Biblioteket er en form for autoritativ formidler af viden, og hvad sker der, når viden erstattes af kunst, som jo er ren fiktion? Det kan man danne sig et indtryk af på udstillingen.
Skyggebibliotekets spejl kan ses til og med den 31. juli. Det Obelske Familiefond har støttet udstillingens tilblivelse, mens Statens Kunstfond har ydet produktionsstøtte til Bruno Kjær.