Efter mange år i begravelsesbranchen har Dorthe Stofsky taget springet og startet sin egen forretning. Med ønsket om at skabe et trygt og hjemligt sted for pårørende har hun indrettet Stofsky Begravelse som et sted, hvor nærvær, respekt og tid til den enkelte er i centrum.
I november 2025 kunne Dorthe Stofsky slå dørene op til sin egen forretning, Stofsky Begravelse, på Adelgade 14 i Randers. Beslutningen om at blive selvstændig kom efter mange års erfaring i branchen – og et lille skub, der gav modet til at føre en gammel drøm ud i livet.
Inden hun startede for sig selv, arbejdede Dorthe i 13 år hos en anden begravelsesforretning. Tanken om at få sit eget havde længe været der, men det var først efter et lille skub og en rund fødselsdag, at hun besluttede sig for at føre drømmen ud i livet.
“Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville have mit eget. Da jeg fyldte 50, tænkte jeg, at hvis det skulle være, så skulle det være nu. Det jeg har lavet nu, kan jeg mærke er det rigtige,” fortæller Dorthe.
Et sted hvor man føler sig velkommen
Da Dorthe indrettede sin forretning, var det vigtigt for hende, at rammerne skulle føles trygge og hjemlige for de mennesker, der træder ind ad døren.
For hende handler det om at skabe et sted, hvor pårørende kan føle sig godt tilpas i en svær tid – og hvor der er plads til ro og samtale.
“Jeg har lavet forretningen, så den indbyder til, at man bliver taget godt imod. Det skal ikke føles som et kontor, men som et sted hvor man kan være og føle sig tryg,” siger Dorthe.
Hvis familierne foretrækker det, tilbyder hun også at komme hjem til dem, så samtalerne kan foregå i deres egne rammer.
Et stærkt samarbejde gennem mange år
Selvom Stofsky Begravelse er en ny forretning, er samarbejdet omkring arbejdet langt fra nyt. Dorthe har nemlig sin faste hjælper Georg med sig, som hun har arbejdet sammen med i omkring ti år.
Han har været med fra begyndelsen, da hun startede sin egen forretning, og det betyder meget for hende, at samarbejdet fortsætter.
“Jeg er stolt over, at vores samarbejde kan følge med. Vi har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden rigtig godt,” fortæller Dorthe.

Et kald der begyndte i hjemmeplejen
Vejen ind i faget begyndte, da Dorthe Stofsky arbejdede i hjemmeplejen og fik mulighed for at komme i praktik hos en bedemand.
Det blev starten på en karriere, som hun hurtigt kunne mærke gav mening.
“Jeg kan ikke forestille mig, at jeg skal lave noget andet,” fortæller Dorthe.
Ved siden af arbejdet bruger hun også tid på at fortælle om faget til konfirmander i kirkerne. Det har hun gjort i mange år i samarbejde med præster i flere kirker.
“Det er fantastisk at komme ud og møde de unge mennesker. Det er ikke noget, jeg tjener på – jeg gør det, fordi det giver noget,” fortæller Dorthe.
Efter åbningen og receptionen den 15. november 2025 er Dorthe i dag i fuld gang med at drive sin egen forretning – og hun kan mærke, at beslutningen var den rigtige.
“Det er gået, som jeg havde håbet på, at det skulle være - så jeg er meget tilfreds.” afslutter hun.