Flere villaer i Hobro har de seneste tre uger været ramt af villaindbrud. Den anvendte indbrudsmetode, minder om andre villaindbrud i Randers, Hadsten og Viborg. Politiet i Hobro har siden efterforsket sagerne intenst, og efterforskerne er nu kommet i besiddelse af billeder af den formodede gerningsmand.
Der er gennem de sidste tre uger anmeldt 30 villaindbrud i Hobro by. De fleste er sket i den sydlige del af byen, men også enkelte af dem i den nordlige og vestlige del af byen, og de fleste er sket i nattetimerne, oplyser lederen af efterforskningen, politikommissær Mikkel Brügmann, der i en pressemeddelelse siger:
”Der har ellers været en lang periode med meget få indbrud i byen, så vi tager denne stigning i indbrud alvorligt. Vi efterforsker massivt i de enkelte sager, men indtil videre har vi ikke et bud på, hvem gerningsmanden er.”
De enkelte gerningssteder er ofte i nærheden af stier, hvilket gør, at gerningsmanden kan benytte disse til at komme hurtigt væk fra husene.
Efterforskningen har vist, at der har været villaindbrud i Randers, Hadsten og Viborg, hvor modus minder om dem, som er sket i Hobro.
”Derfor mistænker vi, at den samme gerningsmand kan operere i et større område,” siger politikommissær Mikkel Brügmann.
Politikommissæren håber at høre fra vidner, der enten har kendskab til personen eller måske har set ham i området.
”Ring straks til os på 114, hvis du har oplysninger i sagen,” pointerer Mikkel Brügmann, der også opfordrer til, at borgerne kontakter politiet, hvis de observerer mistænkelig adfærd på villaveje eller stier.
Og bor man tæt på et gerningssted – og har selv overvågning på egen grund – må man gerne kontrollere, om man har haft ubudne gæster, som måske har rekognosceret for et indbrud.
Foto: Formodet gerningsmand / Nordjyllands Politi
Foto: Formodet gerningsmand / Nordjyllands Politi