Anne Lines mor kom altid glad hjem fra besøg og behandling hos sin fætter, der var kiropraktor
”Hvis en kiropraktor kan gøre folk så glade, så skal jeg også være kiropraktor”, tænkte Anne Line.
Om fætteren var en dygtig kiropraktor - eller blot en utrolig sød mand - vides ikke, men han var i hvert fald inspirationskilden for Anne Line, der allerede i folkeskolen drømte om at blive kiropraktor. I dag er Anne Line 39 år, uddannet fra Syddansk Universitet i Odense, mor, bosat og selvstændig udøvende kiropraktor i hjembyen Hobro.
At vende hjem til Hobro har ikke altid ligget i kortene, da byen virkede lille og hun troede, at hun kendte alle i forvejen. Men i dag er det en beslutning, som hun er meget glad for, da det er fedt at være tæt på børnenes bedsteforældre og ”med alle de søde folk, der kommer her i klinikken, viser det sig jo, at jeg slet ikke kendte alle i byen alligevel”.
Søde patienter er netop, hvad Anne Line sætter mest pris på ved sit erhverv og hverdag i klinikken, ”Jeg er meget glad for at møde alle de søde patienter, som kommer ind ad min dør. Jeg øver mig i at huske deres navne, men jeg er faktisk bedre til at huske, hvor de var på sommerferie henne sidste år grundet alle de dejlige samtaler vi har”. Og heldigvis virker det til, at patienterne også er glade for Anne Line, ”de kommer i hvert fald gerne tilbage igen, så jeg fornemmer, at de føler sig glade og hjulpet her i klinikken”.
For omtrent otte år siden skulle Anne Line starte nyt job, men blot to dage inden kom kiropraktorklinikken i Hobro til salg. Her sprang Anne Line hurtigt til, da hun altid har drømt om det selvstændige liv. Det resulterede i en blandet hverdag, hvor tre dage blev brugt på det nye job i Galten, og resten af ugens tid og energi blev sat af til at starte sin nye klinik op. Heldigvis var Anne Lines nye chef sød og støttende, da hun selv havde startet klinik på samme måde, ”Derfor kunne jeg jo bruge hende til at sparre med — og det gav bare virkelig meget”.
Da rollen som mor krævede en anden struktur i hverdagen, sagde hun sit job op og kunne fokusere fuldt ud på sin egen klinik. En beslutning hun er ”meget glad for — det giver jo så megen frihed”. Åbningstiderne for Din Kiropraktor Hobro v/Anne Line Sondrup Laursen er også indrettet efter livet med små børn og fremtiden vil sikkert bringe andre muligheder med sig for Anne Line og hendes klinik.
For nu nyder Anne Line sin klinik — og om fremtidsdrømmene siger hun, ”Jeg vil bare gerne fortsat have dejlige søde patienter — og gerne flere børnepatienter”.