Gennem de sidste fem uger har det igen været muligt at besøge udstillingerne i Kunstetagerne Hobro.
Forårets udstillinger er forlænget sommeren over, og derfor er der stadig mulighed for at opleve både Bruno Kjærs femstjernede udstilling Skyggebibliotekets spejl, nyindkøbene til Hobro Kunstsamling og to korte særudstillinger, fra den 2.-12. juni Mariagerfjord Kulturskoles kunstelever, som udstiller parafraser over værker fra Hobro Kunstsamling, og fra 26. juni - 31. juli Poul Janus Ipsen - Street Cans i anledning af kunstnerens 85-års fødselsdag.
Omvisningerne fortsætter ligeledes sommeren over, og i juni bliver der torsdag den 3. og søndag den 13. lejlighed til at høre om Skyggebibliotekets spejl. Torsdag den 3. viser kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro om i udstillingen og giver en række vinkler på de fortællinger og symboler, udstillingen rummer. Søndag den 13. juni viser Bruno Kjær selv om. Han vil fortælle om baggrunden for udstillingen, og hvordan han har arbejdet med den kunstneriske udvikling af en oplevelse, der ligger mere end 50 år tilbage. Torsdag den 3. juni er der adgang via Hobro Bibliotek, søndag den 13. juni gennem biblioteket, hvis man har lånerkort, eller gennem Bies Gaard, Adelgade 26.
Tilmelding er nødvendig til begge arrangementer og sker ved henvendelse til astok@mariagerfjord.dk