Den nye kampagne, der går under navnet #TænkFørDuDeler skal opfodre til at bruge din sunde fornuft, inden du deler indhold på sociale medier under kriser og katastrofer.
Kampagne er lavet af Beredskabsstyrelsen og består af 5 råd, der kan hjælpe dig til at reflektere inden du deler indhold.
Herunder finder du Beredskabsstyrelsens fem råd til at bruge sociale medier fornuftigt under kriser. Disse kan være nyttige i nutidige og fremtidige kriser, herunder også ulykker og naturkatastrofer.
Beredskabsstyrelsens fem råd:
- Tænk, før du deler og skriver. Ved store hændelser er der ofte mange informationer i omløb på de sociale medier. Noget af den information kan være gavnlig, men alt information er ikke altid lige nyttig. Når mange personer udtaler sig samtidigt, kan vigtige informationer blive væk i mængden. Ét godt råd er derfor at tænke dig godt om, når du skriver. Hjælper dit indlæg med f.eks. at skabe et overblik eller udtrykke medfølelse? Eller skaber det mere forvirring end hvad godt er?
- Skab overblik. Hjælp andre med at skabe overblik over større hændelser, men husk kun at dele information og billeder, der ikke skader andre eller myndighedernes arbejde.
- Brug relevante hashtags. Er dit opslag og indhold nyttigt for andre? Så kan du bruge hashtags til at give andre overblik over en situation eller hændelse. Brug de hashtags, som beskriver indholdet eller brug relevante hashtags som andre bruger til lignende opslag. Det vil gøre det nemmere for andre brugere på de sociale medier at finde frem til dit opslag.
- Del billeder med omtanke. Er folk kommet til skade, så lad være med at tage billeder af dem. Det er vigtigt at beskytte og skåne eventuelle pårørende for at opdage tilskadekomne slægtninge på sociale medier. Generelt er det altid en god idé at undgå at tage og dele billeder af personer uden deres samtykke.
- Del bekræftet information og bekæmp rygter. Husk at vær kildekritisk inden du giver information videre, deler eller liker indhold i forbindelse med ulykker og katastrofer. Er kilden troværdig og kommer det fra en myndighed? Hvis du finder falsk eller misvisende information online, så stil gerne kritiske spørgsmål og stop videreformidling af indholdet.