<br>Efter henvendelser fra bekymrede borgere slog Forebyggelse Himmerland fra Nordjyllands Politi til i en knallertaktion torsdag eftermiddag den 15. september mellem kl. 1530 og 1800. Denne gang fandt aktionen sted i Hobro midtby. Flere knallerter blev stoppet og kontrolleret. Her viste det sig, at tre var ulovlige.
Det oplyser den ansvarlige for indsatsen, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
”Vi ved, at voldsom knallertkørsel er noget, der kan skabe utryghed for borgerne, så vi tager sådanne henvendelser fra offentligheden alvorligt. Og derfor planlagde vi for denne aktion, som jeg er tilfreds med forløbet af,” lyder opsummeringen fra Anders Uhrskov.
Vicepolitiinspektøren oplyser, at resultatet af aktionen blev som følgende:
*En knallert blev stoppet og målt til at have en mindstehastighed på 45,8 km/t. Føreren af knallerten var en 17 år-årig dreng. Han blev stoppet på Bies Plads.
*Yderligere to små knallerter blev stoppet i byen, og på rullefelt blev de målt til at have en mindstehastighed over det tilladte. Den ene af knallerterne var uden ansvarsforsikring og havde ingen nummerplade.
De tre stoppede personer vil modtage en bøde fra politiet.
Anders Uhrskov bebuder nye kontroller i fremtiden, men vil naturligvis ikke løfte sløret for tid og sted.
”Men vi har fokus på det her område, så det bliver ikke sidste knallert-kontrol,” siger han og gør opmærksom på, at man som borger online på kan anmode politiet om en færdselskontrol, hvis man f.eks. oplever utryhedsskabende kørsel i ens nærområde.
Det kan gøres på politi.dk/bestilenbetjent