I sidste uge besluttede Mariagerfjord Kommunes byråd en samlet strategi, der skal gøre kommunen endnu skønnere end nu. Det er en strategi, der tager udgangspunkt i det bæredygtige og skal gøre de unikke steder i kommunen mere tilgængelige for alle som bruger eller besøger kommunen.
Fjordstrategien rummer et stort udvalg af små og store projekter, der nu skal realiseres. I første omgang er projekter, der samlet set giver en rød tråd udvalgt, da det giver et godt udgangspunkt for den ambitiøse plan.
Binde fjorden sammen
Det er med fjordstrategien målet at binde fjorden sammen, skabe genkendelighed og inspirerer både borgere og besøgende så de flytter sig rundt om fjorden, ind i landskabet og besøger de små fjordbyer. Der skal sættes skilte op, designes digitale løsninger som vil være med til at sikre at Mariagerfjord fremstår som en samlet destination.
Der er i fjordstrategien lagt vægt på at projekterne skal være bæredygtige og respektfulde over for kulturhistorien. Der er over de næste fire år afsat 1 mio. kr. årligt til forskønnelse af kommunen og kommunen ser gerne at eksterne samarbejdspartnere inviteres ind i projekterne.