Hobro er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Fremlysning – Kig en ekstra gang: Er det din helikopter, drage eller boxerhund?
Nordjyllands Politi fremlyste den 20. januar 2021 en større mængde smykker. Trods mange henvendelser mangler efterforskerne stadig de afgørende genkendelser, som kan koble tyvekosterne til gerningssteder. Derfor offentliggør man nu fotos af de mere specielle smykker.
Læs mere på politi.dk
Pressemeddelelse – Aflever din peberspray i Nordjyllands Politis ekspeditioner
Siden 1. januar 2019 har man lovligt kunnet købe en peberspray til selvforsvar i eget hjem. Men fra i dag, 1. februar 2021, rulles ordningen tilbage – og som borger kan man frem til den 31. marts 2021 aflevere sin peberspray hos Nordjyllands Politi.
Læs mere på politi.dk
Pressemeddelelse – Varetægtsfængslet for trusler mod statsministeren
En 26-årig mand blev ved et grundlovsforhør den 29. januar i Retten i Aalborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for alvorlige trusler mod statsminister Mette Frederiksen.
Læs mere på politi.dk
Vester Korup – spiritusbilist kørte i grøften
Fredag den 29. januar om aftenen fandt et solouheld sted på Hadsundvej i Vester Korup.
En 66-årig bilist kom her kørende i personbil, da hun mistede herredømmet over sit køretøj og kørte i grøften. Et vidne på stedet anmeldte omgående uheldet til alarmcentralen, hvorefter en beredskabspatrulje rykkede ud til stedet. Heldigvis kunne betjentene konstatere, at bilisten ikke var kommet til skade i forbindelse med uheldet. Bilen modtog derimod materielle skader.
Anmelder havde desuden tilkendegivet, at føreren virkede til at være påvirket. Betjentene udførte derfor en alkometertest med føreren, da de ankom til stedet. Det viste sig, at førerens promille var over den lovlige grænse på 0,5 – hvorfor politiet sigtede og anholdt bilisten på stedet.
En blodprøve blev derefter udtaget på sygehuset som bevismateriale i sagen.
Sådan er du med til at forhindre spirituskørsel
- Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rettet og tag evt. bil/knallertnøglerne.
- Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
- Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114.
Hobro – spiritusbilist anholdt
På Mariagervej ud for Hobro standsede politiet en bilist til rutinekontrol fredag den 29. januar ved midnatstid. Grundet tidspunktet på døgnet havde betjentene mistanke til, at føreren muligvis var påvirket – hvorfor man instruerede bilisten, en 23-årig kvinde, i at deltage i en alkometertest. Der var desuden en lugt af alkohol fra kabinen, som yderligere vakte mistanke om påvirket kørsel.
Og ganske rigtigt: testen gav udslag for, at bilisten havde indtaget spiritus i sådan en grad, at hendes promille var over den lovlige grænse på 0,5. Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel, hjalp hende ind på bagsædet af patruljevognen og kørte hende til skadestuen for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Aalborg – vild musik holdt naboer vågne på samtlige adresser
Nordjyllands Politi modtog henover weekenden flere anmeldelser om højlydt musik til langt ud på natten, som desværre holdt naboerne vågne.
Natten til lørdag den 30. januar modtog Nordjyllands Politi fx en anmeldelse om, at der blev festet med højlydt musik på en adresse i Aalborg. Eftersigende skulle dette være et tilbagevendende problem, som ofte holdt naboerne til adressen vågne til langt ud på natten.
En ledig patrulje i området kørte derfor til adressen for at tage kontakt til vedkommende, der festede med højlydt musik ved 02-tiden. Kort efter fik politiet kontakt til adressens beboere, hvorefter man formanede vedkommende om, at man skal huske at feste med omtanke til ens naboer – især på dette tidspunkt af døgnet. Beboerne skruede derefter ned for musikken, og patruljen forlod adressen. Ej videre i sagen.
Samme nat modtog Nordjyllands Politi ligeledes en anmeldelse om, at der blev spillet vildt højt musik ved 02-tiden på en adresse i Aalborg. En ledig patrulje i området kørte ligeledes til denne adresse, hvor man hurtigt fik kontakt til vedkommende, som lyttede til højlydt musik. Efter en fornuftig dialog – og en dertilhørende formaning – skruede vedkommende ned for musikken. Ej videre i sagen.
En time senere modtog Nordjyllands Politi dog endnu en anmeldelse om, at beboerne i en lejlighed på Fredericiagade i Aalborg festede med vild musik. Vedkommende, der festede med den højlydte musik, reagerede efter sigende ikke, når naboerne bankede på for at bede om, at vedkommende skulle skrue ned for musikken.
En beredskabspatrulje, der var ledig, kørte derfor til adressen for at tage en snak med adressens beboere. Det lykkedes heldigvis politiet at få kontakt til vedkommende, hvorefter man skruede ned for musikken. En formaning om, at man skal huske at udvise hensyn til ens naboer, var igen på rette plads. Der faldt derefter ro på i området. Ej videre i sagen.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til gene?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på tlf. 114. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.
Hobro – personbil konfiskeret fra narkopåvirket bilist
Da to betjente patruljerede ad Mariagervej ud for Hobro fredag den 29. januar om morgenen, gav patruljevognens terminal udslag – ejeren af personbilen foran dem var frakendt førerretten til personbil.
Politiet standsede derfor den pågældende bil og henvendte sig til føreren, den 29-årige ejer af køretøjet. Det blev hurtigt åbenlyst, at bilisten muligvis var påvirket; han talte langsomt og virkede distraheret. Men hvorvidt betjentenes mistanke var på rette plads eller ej, skulle selvfølgelig komme an på en narkometertest.
Men desværre for bilisten gav testen udslag for, at han tilsyneladende var påvirket af euforiserende stoffer. Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for kørsel under påvirkning af narkotika samt kørsel uden førerret. Og da kørsel uden førerret var et gentagelsestilfælde, konfiskerede politiet desuden køretøjet. Politiet udtog derefter en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.