Fra lørdag den 14. august til lørdag den 13. november 2021 sætter Kunstetagerne Hobro under titlen NORDJYSK PALET fokus på nordjysk kunst. I en tid, hvor ungt og nyt er blandt de væsentligste kriterier på den danske kunstscene, slår udstillingen et slag for det lange seje træk. Udstillingens 10 kunstnere har således med base i Nordjylland været med til at tegne nordjysk kunst gennem mange år.
Den nordjyske palet består af tre enkeltudstillinger:
POUL BÆKHØJ. RUM – FORM – RYTME, kurateret af arkitekt maa Hanne Egebjerg, præsenterer keramik og skulptur af Poul Bækhøj (1941-2017), som fra 1987 havde atelier i Glargårde nord for Hadsend. Poul Bækhøj begyndte sin karriere som keramiker og grafiker i Aarhus. Fra slutningen af 1970’erne arbejdede han næsten udelukkende med granitskulpturer. Udstillingen viser begge sider af kunstnerens arbejde, ligesom der skabes et stemningsbillede fra hans atelier.
FRA HANSTED RESERVATET TIL ETNA præsenterer nye raderinger af Erland Knudssøn Madsen, f. 1942. Knudssøn Madsen har efter en pause på 40 år taget grafikken op igen. I de to serier, som kombinerer koldnål med egne teknikker, har Knudssøn Madsen hentet inspiration fra henholdsvis Hansted Reservatet i Nationalpark Thy, som han har boet nabo til i 54 år, og vulkanen Etna på Sicilien, som han besøgte i 2019.
TO AF HVER præsenterer keramikerne Askel Krog, f. 1944, som med naturinspirerede former og dekorationer henter struktur og farver fra Himmerlands natur ind i både brugs- og kunstnerisk keramik, og Dorte Visby, f. 1968, som til sine muffelbrændte krukker bogstaveligt talt graver råmaterialet ud fra klinten under Mårup Kirke og bruger strandens sand og tang i sine eksperimenterende glasurer; fotograferne Niels Fabæk, f. 1960, som med naturens rum, linjer og skalaer komponerer anelsesfyldte stemningsportrætter fra bl.a. Rold Skov, og Lars Brorson Fich, f. 1960, som i sine motiver finder både struktur og skønhed i den knopskudte og ofte grimme industriarkitektur i fx Hirtshals og Aalborg; tekstilkunstnerne Inger Jensen, f. 1942, som med naturens former og farver på nethinden inspireres til sine ekspressive billedtæpper, og Birgitte Tolnov, f. 1944, som designer sine organisk-dekorative, håndtrykte tekstiler med inspiration fra det midtvendsysselske landskab; samt malerne Lisbeth Gjørtz Fast, f. 1960, som viser gråtonede, ekspressive naturabstraktioner skabt i lyset og vejrliget over Limfjorden, og Tommas Jørgensen, f. 1980, som i sine illusionistiske opstillinger flirter med det surreelle.
Der er udgivet separate kataloger til de tre udstillinger.
Kunstnermøder: Lørdag den 4. september fortæller Hanne Egebjerg om Poul Bækhøj-udstillingen.
Lørdag den 2. oktober fortæller Erland Knudssøn Madsen om sin udstilling.
Lørdag den 6. november fortæller Dorte Visby og Niels Fabæk om deres værker på To af hver.
Gratis omvisninger: 19.8., 2.9., 23.9., 7.10. og 4.11., hver gang kl. 15.
Udstillingerne har modtaget generøs støtte fra Region Nordjyllands Lille Kulturpulje, Martha og Paul Kerrn-Jespersens Fond, Knud Højgaards Fond, Grosserer L.F. Foghts Fond og Mariagerfjord Kommune.