Ny bilforretning i Hobro: Elbilen er det eneste rigtige

Profilbillede
dato

Jesper Thomassen er indehaver af PureDrive og har netop åbnet et nyt bilhus på Smedevej 38B i Hobro. Bilforretningen findes også online, hvor en stor del af forretningens salg skal omsættes.

Med 25 års erfaring inden for autobranchen har Jesper Thomassen åbnet et nyt bilhus, PureDrive, på Smedevej. PureDrive satser på salg af elbiler, brugte såvel som nye.  

Jesper startede sin karriere hos Bilhuset Haldrup i Hobro. Sidenhen har han været salgschef i store bilhuse i Aarhus, Randers og Viborg, men nu er han altså vendt tilbage til Hobro.

Jesper har nogenlunde lige langt til Viborg, Randers og Hobro, men Hobro er en rigtig god bilby. Derudover var det i Hobro, at Jesper kunne finde de bedste lokaler til den nye forretning. Han understreger dog, at det primære salg kommer til at foregå online.

Nutidens og fremtidens bil 

Jesper Thomassen mener, at elbiler er kommet for at blive. Det er både nutiden og fremtidens bil. Jesper fortæller, at elbiler har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år, og de er blevet meget bedre. Der er også kommet en større efterspørgsel på elbiler, men der er ikke et særligt stort udvalg af elbiler herhjemme i Danmark.

Jesper importerer derfor elbilerne fra nærliggende lande, da mange andre lande er længere i udviklingen af elbiler, end Danmark er.

Jesper Thomassen fortæller, at han forholdsvist nemt kan finde kundens ønskede type af elbil både i forhold til mærke, antal kilometer kørt, alder, farve m.m. Jesper køber elbilerne på forskellige auktioner i udland og i Danmark.

Der er kommet flere ladestandere til i Danmark, og det er derfor blevet forholdsvist nemt at være ejer af en elbil herhjemme. Derudover er priserne på elbiler gode samtidigt med, at udgifterne til vedligeholdelse og drift er væsentligt begrænsede.

Alt i alt er elbiler derfor det eneste rigtige i Jesper Thomassens øjne. Jesper tror, at benzin og dieselbiler vil blive udfaset således, at salget af disse biler stopper.

Online handel skal skabe fleksibilitet

Ud over bilhuset i Hobro har PureDrive online nethandel for elbiler. Jesper Thomassen prøver at gøre op med “det tunge” i autobranchen. Han stræber efter at gøre bilhandel mere let tilgængeligt for kunderne.

Jesper mener, at det vil skabe mere fleksibilitet. Hos bilhuset skal man kunne komme forbi efter aftale til prøvekørsel, inspiration i udstillingen samt til rådgivning, men det er meningen, at det meste skal foregå online. Serviceeftersyn, garanti, reparationer, osv. vil foregå på andre værksteder, som PureDrive har samarbejdsaftaler med.

Det gode ved en elbil er dog, at den sjældent skal på værksted.

Kilde: Redaktion