Hobro er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Sliksultne indbrudstyve på spil
Fredag eftermiddag slog flere sliksultne tyve til på en skole i Svenstrup. Slik, is og sodavand blev ofre for tyvenes trang til søde sager. Umiddelbart blev andet ikke stjålet.
Ved at sparke tre døre op fik tyvene adgang til skolens spisesal og køkken. Forinden kom tyvene ind på skolen via en idrætshal, der altid står åbent i dagstimerne.
Nogen forstyrrede tyvene, da de var i færd med at nyde de tomme kalorier, og derfor skyndte de sig at smutte fra stedet. De efterlod de sørgelige rester af deres tyvekoster; sodavandsflasker, slik- og ispapir.
Ved politiets ankomst blev DNA fra sodavandsflaskerne og mulige fingeraftryk sikret.
Butikstyv jaget af vagt gennem byen
Vagtcentralen modtog et opkald fra en vagt fredag eftermiddag.
Vagten – der er vagt i et stormagasin i Aalborg – havde tilbageholdt en butikstyv og ilagt ham håndjern. De befandt sig nu i krydset mellem Nyhavnsgade og Rendsburgsgade, og vagten ønskede hjælp fra politiet.
En patrulje blev sendt til stedet for at få overdraget tyven og hjælpe vagten.
Tyven havde stjålet to parfumer, hvilket en ekspedient i stormagasinet havde set. Derefter havde de tjekket tyveriet på overvågningen. Vagten kunne her kende tyven fra tidligere episoder, og han skyndte sig efter tyven.
Butikstyven erkendte at have taget de to parfumer og blev sigtet for butikstyveri.
Indbrud fanget på overvågning
En indbrudstyv blev fredag aften fanget på overvågningen, da han slog til i et hus på Skolebakken i Aalborg.
Tyven kravlede op på et lavt tag og kunne på den måde bryde ind ved at knuse en rude i et vindue på husets 1. sal.
Han gennemrodede flere rum, inden han igen forlod huset med favnen fuld af smykker. Denne gang ud ad hoveddøren.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Nabohjælp er en effektiv og nem måde at forebygge indbrud i dit nabolag – som samtidig styrker det gode fællesskab blandt dig og dine naboer.
Læs mere på www.nabohjælp.dk/app eller hent nabohjælps gratis app her:
Download i App Store
Download i Google Play
Spritknallertkørsel
En 17-årig ung mand blev sigtet og anholdt for spirituskørsel kort efter midnat lørdag.
Manden kom kørende på sin knallert ad Sæbybanestien i Frederikshavn, da politiet standsede ham.
Han lugtede af øl, hvorfor han blev alkometertestet. Den unge knallertfører forklarede dog, at han lige havde drukket én øl, og derfor besluttede patruljen at afvente og tage et test mere.
Promillen var ved anden test stigende, og derfor blev han anholdt og taget med til Frederikshavns Politistation, hvor han fik taget en blodprøve.
Derefter blev han løsladt til sine forældre.
Grib ind overfor spirituskørsel - du gør vedkommende en tjeneste
Få her syv tips til hvordan:
- Fortæl vedkommende, at du har det skidt med, at han/hun kører
- Forsøg at tale vedkommende fra at køre
- Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
- Ring efter en taxa og lån evt. vedkommende penge til taxaen
- Tilbyd overnatning
- Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
- Hvis vedkommende alligevel kører: Ring til politiet på 114
Spritkørsel førte til uheld
Lørdag fandt endnu et tilfælde af spirituskørsel sted. Denne gang lørdag aften på Glerupvej i Aalestrup.
Bilisten mistede herredømmet over bilen og kørte ud på en mark, hvor bilen til sidst kolliderede med et trådhegn.
Et vidne ringede til vagtcentralen, og hjælpen var hurtigt på vej.
Bilisten blev kørt til Viborg Sygehus, og han var heldigvis uskadt. På sygehuset blev der taget en blodprøve, der viste, at han var påvirket af spiritus.
Politiet sigtede ham derfor for spritkørsel.
Havefest til gene
Vagtcentralen modtog et opkald fra en borger lørdag aften kort før midnat.
Anmelderens nabo var i gang med en havefest, hvor der blev spillet meget høj musik – og netop denne musik var til stor gene for de omkringliggende naboer.
En patrulje kørte ud til festen på Hasserishøj i Aalborg og lukkede festen.
Ikke længe efter modtog politiet en ny anmeldelse om, at festen var i gang igen, og at musikken nu spillede højt. En indsatsleder kørte derfor afsted og lukkede festen helt.
Kvinde vækket af tyv
Da en kvinde pludseligt vågnede natten til mandag, kunne hun se et noget mystisk syn ud af sit soveværelsesvindue.
En mand gik igennem hendes have med et el-løbehjul i hænderne, hvorefter han forlod grunden og kørte afsted på en knallert.
Kvinden kunne derefter konstatere, at el-løbehjulet var blevet stjålet fra hendes garage.
Tyveriet fandt sted på Mågevej i Hobro.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her:
https://politi.dk/abonner