Torsdag den 4. november kl. 10-12 skal borgmester- og byrådskandidater i Mariagerfjord Kommune debattere blandt andet sundhed, psykiatri og beskæftigelse. Det sker, når Blå Kors Hjemmet Hobro sammen med Blå Kors Rold Skov inviterer til fælles valgdebat for botilbuddenes beboere.
Hvordan kan folk blive hjulpet videre i kontanthjælpssystemet? Og hvordan hjælper man bedst mennesker med både misbrug og psykiatriske diagnoser?
Det er nogle af spørgsmålene, som et panel af kandidater til byrådet i Mariagerfjord Kommune skal svare på torsdag den 4. november, hvor Blå Kors Hjemmet Hobro og Blå Kors Rold Skov inviterer dem indenfor til debat forud for det kommende kommunalvalg.
Paneldebatten finder sted kl. 10-12 på Blå Kors Hjemmet Hobro på Ølsvej 16. Her får botilbuddets beboere sammen med beboerne fra Rold Skov mulighed for komme tæt på politikerne.
"Det giver en oplagt mulighed for at møde politikere og høre, hvad de vil, men også at fortælle dem om, hvordan lovgivningen påvirker beboernes liv", siger Lenette Schultz Nielsen, som er socialpædagog på Blå Kors Hjemmet Hobro.
Deltagerne i debatten er kommunens siddende borgmester Mogens Jespersen (Venstre) og en række borgmester- og spidskandidater fra de øvrige partier i byrådet: Leif Skaarup (Socialdemokratiet), Jørgen Hammer Sørensen (Dansk Folkeparti), Jens Lykke (Radikale Venstre), Christian Johnson (Det Konservative Folkeparti) og Thorbjørn Boldsen (Socialistisk Folkeparti).
Tilgængelighed er vigtigt
De to botilbud, som arrangerer valgdebatten, drives begge af Blå Kors og tilbyder kortere eller længerevarende ophold for mennesker, der kæmper med misbrugsproblemer og hjemløshed.
For mange af beboerne kan det være en udfordring at engagere sig i kommunalvalget, og derfor er det vigtigt, at valget kommer til dem, fortæller socialpædagog Lenette Schultz Nielsen, som er glad for den store opbakning til debatten den 4. november:
"Det er rigtig godt at se, at alle partier i byrådet prioriterer at deltage. Det er vi glade for," siger hun.
Som et ekstra tiltag, der skal bringe valget helt tæt på beboerne, er, at Borgerservice i Hobro har valgt at holde ekstraåbent mandag den 8. november, så beboerne på Blå Kors Hjemmet Hobro kan få mulighed for at stemme i ro og mag.
"Det ser vi som en kæmpe håndsrækning til vores beboere, som har det rigtig svært med uforudsigelighed. På den her måde kan vi skabe nogle rammer, hvor de også kan deltage i valget og lade deres stemme tælle", siger Lenette Schultz Nielsen fra Blå Kors Hjemmet Hobro.
Fakta om valgdebat i Hobro
Debatten finder sted torsdag den 4. november på Ølsvej 16 i Hobro.
Panelet består af følgende politikere:
Venstre: Mogens Jespersen (nuværende borgmester og borgmesterkandidat)
Socialdemokratiet: Leif Skaarup (borgmesterkandidat)
Dansk Folkeparti: Jørgen Hammer Sørensen (spidskandidat)
Radikale Venstre: Jens Lykke (spidskandidat)
Det Konservative Folkeparti: Christian Johnson
SF: Thorbjørn Boldsen