Snestorm: Status til aften i Nordjylland

Profilbillede
dato

<br>Eftermiddagen bød på flere havarerede køretøjer og kraftigt snefald i Nordjylland. Her til aften er der kommet mere ro på vejene, og nordjyderne efterkommer i stor grad opfordringen til at undgå al unødig udkørsel.

Nordjyllands Politi fraråder fortsat al unødig udkørsel, frem til i morgen tidlig, torsdag klokken 6:00. Herefter følger fornyet melding, men fungerende vicepolitiinspektør Mads Hessellund understreger:

”På nuværende tidspunkt ser det ud til, at der fortsat er snevejr i Nordjylland morgenen igennem. Det er derfor sandsynligt, at vi ser ind i at måtte fraråde unødig udkørsel torsdag formiddag også. Vi holder skarpt øje med vejrmeldingerne og den trafikale situation, men for en sikkerheds skyld kan folk godt forberede sig på at holde sig inden døre formiddagen med.”

 

 

Fortsat udfordringer på vejene

Nordjyllands Politi kan bekræfte at den havarerede lastbil nord for Hobro, på E45 i nordgående retning, er blevet trukket fri og nu ikke længere spærrer vejbanerne. Den lange kø, der eftermiddagen igennem har dannet sig bag uheldet, er nu opløst. Sneplove i området gør en stor indsats for at holde vejene farbare, men der er meldinger om meget høje snedriver på motorvejen, og på flere strækninger er der kun ét spor farbart. 

Heller ikke de mindre veje skal man ikke regne med, da ikke alle kan holdes ryddede, til trods for sneplovene og beredskabernes fortløbende indsats.

Mads Hessellund er taknemmelig for de nordjyske bilisters tålmodighed i dag: 

”Jeg vil gerne rose nordjyderne for at udvise tålmodighed under snevejret. Der har været udbredt forståelse for, at tingene har taget længere tid end normalt. Mange er heldigvis blevet hjemme, så trafikken har ikke været så tæt, som man kunne frygte. Det er givetvis også grunden til, at vi ikke har haft voldsomme færdselsuheld. Til gengæld har de situationer vi har haft med store køretøjer, der har sat sig fast, krævet meget af de forskellige beredskaber."
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi