Sidste sæson sluttede Hobro Golfklubs førstehold med en oprykning fra 3. til 2. division, så det var med forventning om stor modstand og kamp til stregen, at holdet imødeså weekendens første to turneringer mod Himmerland og Dronninglund.
Himmerland og Dronninglund er begge etablerede hold i 2. division.
Det var med klar hjemmebanefordel, fordi begge turningsrunder skulle foregå i Hobro, på den skønne men også svære bane. Vejret viste dog tænder allerede lørdag med kulde, og søndag satte massiv regn ind.
Holdturneringer byder på både foursome, hvor to spillere skiftes til at spille den samme hold mod hinanden to og to, og individuelle matches. Der er i alt 6 spillere og dermed 3 foursomes og 6 individuelle matcher.
Hobro lagde lørdag ud med suverænt at vinde alle tre foursomes mod Himmerland, og ikke mindre en 5 af de 6 individuelle matches. Så lørdag blev det en stor-sejr til holdet, som består af Christoffer Lange, Christian Muldbjerg, Martin Pedersen, Lasse Lock, Andreas Hvid, Mike Knøss og Jonas Gaarn
Søndag lykkedes det igen at vinde to af de tre foursomes – så efter formiddagens spil stod det 5-1 i Hobros favør. Det blev en tæt eftermiddag, hvor flere matches måtte spilles helt til slut for at finde en vinder, men Hobro trak sig sejrrigt ud af den ene match efter den anden, og da eftermiddagen sluttede stod der 16-2 på pointtavlen.
En enorm flot start for Hobroholdet, der nu ser frem mod to kampdage på udebane i Himmerland og mod Brønderslev, der er det sidste hold i puljen.
Det bliver svært, men vi tror på projektet; udtaler Rasmus Lange, som er træner og holdleder for holdet. Vi har et godt sammenhold og kæmper for hinanden, og vi har en god opbakning i klubben både på banen i weekenden og i hverdagen. Vi håber, at der også er tilskuere, der kan finde vej til både Himmerland og Brønderslev, for det er god golf vi spiller, slutter en stolt træner.