Hvorfor reagerer man pludselig voldsomt på noget, der normalt ikke ville betyde det store? Er det hormonerne, dårlig søvn eller hverdagens mange krav? Hos Klinik Dalen i Valsgård ønsker Line Dalen at sætte fokus på netop de spørgsmål, når hun den 27. oktober inviterer til et gratis foredrag om overgangsalderen, kroppen og livet midt i det hele.
Et par sko i gangen eller en jakke på gulvet. Små ting, der normalt ikke ville fylde meget, men som pludselig kan få bægeret til at flyde over.
Mange kvinder kender måske følelsen af at reagere kraftigere, end situationen egentlig lægger op til. Men hvad skyldes det?
Det spørgsmål vil Line Dalen fra Klinik Dalen i Valsgård gerne gøre kvinder mere nysgerrige på.
"Vi kan godt grine lidt af os selv. Jeg tror, mange kvinder kender følelsen af at reagere på noget, der egentlig ikke burde være så stort. Men jeg synes også, det er interessant at spørge, hvorfor vi reagerer, som vi gør. For det er jo ikke sikkert, at der kun er én forklaring."
Når vi endelig får et navn på det
Overgangsalderen har fået en helt anden plads i den offentlige samtale. Symptomer, som kvinder tidligere kunne have svært ved at forstå eller få hjælp til, bliver nu diskuteret langt mere åbent.
Det glæder Line, der gennem mange år har arbejdet med kroppen, smerter og bevægelse i Klinik Dalen.
"Jeg synes, det er fantastisk, at overgangsalderen endelig får den opmærksomhed, den fortjener. Men jeg kan også godt blive lidt bekymret for, om vi nogle gange bliver så optagede af den forklaring, at vi glemmer at stille flere spørgsmål."
For Line handler det ikke om at vælge mellem hormoner og alt muligt andet. Overgangsalderen kan have stor betydning, samtidig med at søvn, smerter, træthed og hverdagens mange krav også kan påvirke, hvordan en kvinde har det.

Selv behandleren faldt i fælden
Line kender også jagten på løsninger fra sit eget liv. Da hun selv begyndte at opleve forandringer i kroppen og energien, blev der googlet, læst, fundet programmer og købt apps.
"Jeg havde jo nærmest lavet mig selv til et projekt med endnu flere opgaver. Og det er lidt komisk, når jeg samtidig arbejder med at hjælpe andre med at finde ud af, hvor det giver mening at begynde."
Erfaringen har været med til at forme hendes arbejde med BodyMap og Life Reconstruction. Pointen er ikke, at gode råd eller behandlinger er forkerte, men at forstå, hvad der faktisk foregår, og hvad der er mulighed for at gøre noget ved lige nu.
Plads til både grin og eftertanke
Tirsdag den 27. oktober inviterer Line til gratis foredrag i Valsgård, som hun kalder "Når overgangsalderen måske ikke er hele forklaringen". Her tager hun udgangspunkt i egne erfaringer, sit arbejde som behandler og genkendelige situationer fra hverdagen. Undervejs giver Line også et indblik i, hvordan hun arbejder med at undersøge mulige sammenhænge og finde et relevant sted at begynde.
"Jeg håber, kvinderne både får grinet lidt og får noget at tænke over. Måske kan de genkende noget fra deres eget liv og begynde at se deres situation fra en lidt anden vinkel."
Foredraget bliver derfor ikke en lang liste over ting, kvinder bør gøre anderledes. I stedet er ønsket at åbne for flere spørgsmål.
"Jeg tror ikke, vi altid har brug for endnu et godt råd. Nogle gange har vi mere brug for at forstå, hvorfor de råd, vi allerede har fået, ikke nødvendigvis passer til det sted, vi står lige nu."
Foredraget finder sted tirsdag den 27. oktober kl. 18.30 i Vores Sundheds- og Trivselshus i Valsgård (Industriparken 7). Det er gratis at deltage, og tilmelding sker via Klinik Dalens onlinebooking nedenfor.
Mandag - Torsdag: 08.00 - 16.00
Fredag: 08.00 - 14.00
Lørdag & Søndag: Lukket