Jørgensen Rør-Montage samler på tilfredse kunder

Foto: Jørgensen Rør-Montage. Indehaver Dan Ø. Jørgensen
Profilbillede
dato

Når indehaveren af Jørgensen Rør-Montage, 41-årige Dan Ø. Jørgensen, afslutter en opgave hos en kunde, er det altid med ro i maven og rank ryg.
Han kører nemlig ikke, før han har sikret sig, at kvaliteten af arbejdet er i orden. Hellere bruge en time for meget end en time for lidt, er hans filosofi.

Dan Ø. Jørgensen blev færdiguddannet VVS-energimontør i 2001 og havde nok dengang forestillet sig, at han ville blive i faget som medarbejder i en etableret virksomhed.
Han kom i lære i et firma, der havde projekter over hele landet, og Dan fik lov til lidt af hvert.


Foto: Privat // Installation af DVI varmepumpe

Han blev ansat samme sted, som han var udlært, nemlig hos firmaet DTEK, der tilbyder tekniske installationer inden for VVS og sprinkleranlæg.
Dans primære opgaver var som sjakbajs lige fra mindre projekter som lejligheder til store projekter som Københavns Erhvervs Akademi (KEA) på Nørrebro.

En drøm går i opfyldelse

”Selvom jeg havde det godt, hvor jeg var, begyndte jeg at gå og pusle med tanken om at blive selvstændig,” fortæller Dan.

”Jeg blev rent ud sagt træt af alt det rejseri rundt i hele landet, som også indebar, at jeg var meget væk fra min familie. I 2015 var tiden så inde til at prøve noget andet.”

Jørgensen Rør-Montage var en realitet i september 2015 som et udlejningsfirma, hvor Dan udlejede sig selv til andre firmaer, som manglede en ekstra hånd i perioder.
I starten udførte han opgaver, som han lovligt kunne lave uden autorisation, og han hjalp andre lokale VVS-firmaer.

”Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var så nemt at leje sig ud i min branche,” fortæller Dan.

”Arbejde var der nok af, men den juridiske del havde jeg ikke sat mig så godt ind i. Så i januar 2016 startede jeg på at tage VVS-autorisationen.”

I 2018 fik Dan sin VVS-autorisation og har siden opbygget sin egen kundekreds. I dag laver han stort set alle former for installationsopgaver inden for VVS hos private og mindre erhverv.
Det kan være nybyggeri, renovering, udskiftning af kedler, konvertering til fjernvarme og montering af varmepumper og lignende. 

”Det bedste ved at være en selvstændig enkeltmandsvirksomhed er, at der kun er mig i firmaet,” siger Dan.

”Når kunden ringer, er det den samme, der tager telefonen som også kommer og udfører opgaven.”

Troværdig og pålidelig

Jørgensen Rør-Montages mål er at komme til tiden, udføre et godt stykke arbejde og have en god dialog med kunden.

”Jeg holder mine aftaler. Hvis jeg har en aftale med at mødes med en kunde, så kommer jeg også til aftalt tid. Skulle det ske at jeg bliver forsinket så ringer jeg og giver kunden besked, så snart jeg kan se, at jeg får problemer med at nå det.”


Foto: Privat // Badeværelse fuldt udstyret med sanitet

Som så mange andre håndværkerfirmaer havde Jørgensen Rør-Montage nok at se til under coronanedlukningen. Nybyggeri, ombygninger og renoveringer boomede, så Dan havde med egne ord ”sindssygt travlt” under krisen.

Nu er det ikke coronaen, der sætter dagsordenen, men derimod en krig i Ukraine og dermed blandt andet stigende energipriser.

”Nu har jeg travlt med at lave tilbud på varmepumper til de kunder, der enten selv fyrer med gas eller er tilsluttet et fjernvarmeværk, der kører på gas,” fortæller Dan.

”Der er allerede mange, der har bestilt varmepumper, og det ser ud til at fortsætte.”

Skulle der være en stille stund ind imellem, er Dan gået i gang med at snuse til løsningen, hvor man tilslutter en brændeovn til sit varmeanlæg.
Nogle brændeovnsfirmaer har kunnet udbyde denne løsning, men Dan finder det helt naturligt, at også en VVS-virksomhed tager det med i sin portefølje.

Jørgensen Rør-Montage er hjemmehørende i Vebbestrup cirka ti kilometer nord for Hobro. Dans ideelle kundekreds ligger med Hobro og Aalborg som syd-nord grænse, og øst-vest grænsen lægger han mellem hovedvej 13 og det østlige Himmerland.

Der er dog et par entreprenører nord for Aalborg, der altid ringer til Dan, når de skal have en VVS-entreprise med i en opgave.
Det har Dan svært ved at sige nej til, så må han tage den lidt længere køretur med i en periode.

Når Dan holder fri, lægger han mange kræfter i hus og have, og han er et stort natur- og familiemenneske.
Hans to børn på hhv. otte og 16 år har også krav på noget far-tid, selvom han siger, at den store efterhånden har mere fokus på sine venner end på sin far.

Jørgensen Rør-Montage har en meget informativ hjemmeside, hvor du kan se, hvad Dan kan tilbyde.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Jørgensen Rør-Montage