Mitsubishi introducerer ECLIPSE CROSS PHEV i Danmark

Foto: TME & AIR VIEW. Mitsubishi introducerer ECLIPSE CROSS PHEV i Danmark
Profilbillede
dato

Mitsubishi introducerer nu den nye Eclipse Cross PHEV til det danske marked. Eclipse Cross, der blev introduceret tilbage i 2017, har fået et stort facelift, hvor både design og teknik har fået den helt store overhaling. Mitsubishi Outlander PHEV (plug-in hybrid) havde stor succes i Danmark sidste år og var den næstbedst sælgende plug-in hybrid i 2020, og i Europa den mest sælgende SUV PHEV. Mitsubishi Motors har for nyligt annonceret et endnu tættere samarbejde med Renault, der i 2023 skal producere to nye europæiske Mitsubishi-modeller på Renault platforme og teknologi.

En ny og spændende bil har meldt sin ankomst i Danmark i form af den faceliftede Mitsubishi Eclipse Cross PHEV. Lars Lorentzen, Brand Manager hos Mitsubishi Danmark fortæller: ”Vi er utroligt glade for at få den nye Eclipse Cross PHEV til Danmark. Mitsubishi har en lang og stolt tradition med PHEV-teknologi og firehjulstræk og med Outlander PHEV, var vi de første til at introducere en plug-in hybrid SUV på markedet. På verdensplan har den i mange år været den bedst sælgende plug-in hybrid og i Danmark var den, den næstbedst sælgende PHEV i 2020. Derfor er det med store forventninger at vi introducerer Eclipse Cross PHEV på det danske marked”.

En Crossover-SUV ud over det sædvanlige
Mitsubishi Eclipse Cross PHEV er en crossover SUV, der kombinerer det dynamiske udseende og den hældende taglinje fra en coupe med høj indstigning, højt udsyn, plug-in teknologi, permanent firehjulstræk og rigeligt med plads fra en SUV. Men i modsætning til mange andre Crossover-SUV’er på markedet, så er Mitsubishi også en offroader og en slider med fokus på eldrift. Mitsubishi har en lang historie indenfor WRC-rally. Teknologi og know-how herfra bruges til at kombinere Mitsubishis twin-motor firehjulstræk med hybrid-drivlinjen og skaber en plug-in hybrid udviklet til dagligdagen. Ikke mange plug-in hybrider kan hurtiglade, men Eclipse Cross kan lade op til 80% på 25 minutter. Den nye Mitsubishi plug-in hybrid udmærker sig også ved at kunne trække op til 1500 kg på krogen ved ren elkørsel.

Hybrid-teknologi
Drivlinjen er en videreudvikling af den i Outlander PHEV. Ligesom Outlander har Eclipse Cross PHEV en 2.4 liter MIVEC motor og yder 98 hestekræfter. Plug-in hybriden har to elmotorer, en på hver aksel, den forreste har 82 hestekræfter mens den bagerste yder 95 hestekræfter. Det giver en samlet systemydelse på 188 hestekræfter, men endnu vigtigere er, at Eclipse Cross PHEV har en samlet elektrisk ydelse på 177 hestekræfter. Det vil sige at bilen nemt kan trække en trailer, køre off-road eller køre med tung last ved ren elkørsel.

Batteriet er på 13,8 kWh og tager ca. 4 timer at oplade fra en ladeboks og omkring 25 minutter til 80% med en hurtiglader. Der er tre køreprogrammer. ”EV Mode” er fuld elektrisk kørsel, ”Serial Hybrid Mode” kører hovedsageligt på strøm, men får hjælp fra benzinmotoren under fx acceleration eller op ad stejle bakker og ”Parallel Hybrid Mode” bruger benzinmotoren med hjælp fra elmotorerne. Fælles for alle køreprogrammer er, at Eclipse Cross PHEV har fokus på så vidt muligt at køre på el. I EV Mode, kan Eclipse Cross PHEV køre op til 45 kilometer kombineret og 55 kilometer ved bykørsel (WLTP).

Firehjulstræk
Den faceliftede Eclipse Cross er blevet gjort 30 procent mere torsionsstabil og har fået optimeret hjulafjedringen for og bag, hvilket har resulteret i et endnu mere effektivt S-AWC (Super-All Wheel Control) system. Det permanente firehjulstræk, der også er til stede på ren el, giver optimalt vejgreb i al slags vejr og et højt niveau af sikkerhed. Fordi Eclipse Cross PHEV har en elmotor på hver aksel kan det avancerede twin-motor firehjulstræk frit distribuere drivkræften mellem for og bagaksel uden at miste kræft fra en gearkasse. Bilen kan derfor hurtigt og effektivt håndtere ujævnheder, udskridninger eller låsning af et eller flere hjul.

Mitsubishi og Renault
I sidste uge bekræftede Mitsubishi at de træder ind på det europæiske marked igen. Det bliver en anden konstellation end tidligere. Mitsubishi/ Renault/ Nissan alliancen intensiveres via et tættere samarbejde med Renault. I 2023 vil Mitsubishi således introducere to nye produkter, der udvikles på eksisterende Renault platforme og teknologi og vil blive produceret på Renaults fabrikker i Europa. Denne platformsdeling, kendt fra mange andre store bilkoncerner, gør det muligt for Mitsubishi at introducere nye biler med den nyeste teknolig, som er homologeret til det europæiske marked. Det er endnu ukendt hvilke slags biler der er tale om. Lars Lorentzen ser sådan her på det:

”Det er et meget spændende samarbejde som vi vil følge tæt. Renault er stærke på el- og hybrid-teknologi, noget som spiller en vigtig faktor i Mitsubishis strategi fremadrettet. At man nu får en mulighed for at producere Mitsubishi biler i Europa, på platforme og med teknologi allerede homologeret til det europæiske marked, giver nye og spændende fremtidsudsigter for mærket i Europa."

De europæiske Mitsubishi-modeller vil blive bygget op omkring Mitsubishis design identitet og DNA og vil komplimentere den ny-lancerede Eclipse Cross PHEV med et elektrificeret fokus. Til spørgsmålet om de nye europæiske Mitsubishi-modeller vil komme til Danmark, svarer Lars Lorentzen: ”På nuværende tidspunkt er det for tidligt at bekræfte, men med det styrkede samarbejde på tværs i Alliancen, vil det være naturligt, at vi i Danmark, med vores elektrificerede fokus, også udnytter de fordele samarbejdet giver."

De første nye Eclipse Cross PHEV ankommer i løbet af maj måned, og har officiel Danmarks- premiere i juni 2021. Det er allerede nu muligt at skrive sig op på Mitsubishi-motors.dk, så man som de første sikrer sig de nyeste informationer, herunder de danske udsalgspriser når de er endelige.

Kilde: Jans Auto